Der er nu gået to uger af verdens første (tror jeg nok) JOMO-event. Hvis du ikke læste mit indlæg i sidste uge, er her et kort resume af, hvad dét nu er for noget: JOMO står for Joy Of Missing Out, og eventet går i al sin enkelhed ud på, at man som deltager slukker sin telefon i en time hver dag i tre uger.

Så langt så godt.

Det er Fucking Flink, der står bag JOMO-eventet, og de er faktisk rigtig flinke. De er så flinke, at de sender gode tips og idéer til, hvad man nu skal foretage sig i den time, hvor man er uden forbindelse til omverdenen. I den første uge gjaldt det især om at gøre noget godt for sig selv, og det er noget, vi alle sammen har godt af, hvis du spørger mig – ikke bare engang imellem, men helst på jævnlig basis.

Som du kunne læse i sidste uge, gik det rigtig fint, når jeg hver dag slukkede telefonen og gik offline. Der blev læst, skrevet, leget, gået tur og kigget eftertænksomt ud af vinduet, mens minutterne tikkede afsted på det analoge ur, og ofte blev den ene time uden telefon og internet til halvanden. Eller to timer. Eller en hel aften.

I uge to lød opfordringen, at man skulle vende blikket mere udad og bringe det samme nærvær ind i samværet med andre mennesker. To tommelfingre op! Jeg stemmer for! Der er vel næppe noget mere enerverende, end når samværet med andre ødelægges af de evigt tilstedeværende smartphones, der konstant skal konsulteres for det ene og det andet, så nærvær bliver til fravær. Det kan da godt være, at der lige summede en mail eller en sms eller en notifikation ind, men ærlig talt – kan det ikke vente, til vi er færdige med at spise? Eller skal det absolut foregå lige midt i samtalen? Og hvorfor skal vores samvær lægges på Facebook Live? Javist, billederne er fine, og verden fortjener at se dem – men verden kan vel vente til i morgen?

Ikke fordi jeg selv er nogen engel. Det gibber da også i mine fingre, når telefonen summer og brummer – hvad nu, hvis det er noget vigtigt? Men da har jeg stor glæde af telefonens Forstyr Ikke-funktion, som jeg altid har slået til i et bestemt tidsrum hver evig eneste dag. Det kan klart anbefales, hvis du synes, at telefonen forstyrrer dig alt for ofte.

Men tilbage til opfordringen i anden uge af JOMO: Bring nærværet ind i samværet med andre, så I er sammen UDEN telefoner. Problemet for mig var, at jeg lagde mig syg halvdelen af ugen, og så er det jo så som så med samvær i det hele taget. Så det meste af ugen fortsatte jeg med nyde min offline-tid helt alene – selvom det godt kan holde hårdt med at holde sig fra Facebook og streamingtjenester, når man ligger der og keder sig.

Lad os bare sige, at der blev læst en hel del.

Jeg synes til gengæld også, at det holdt en lille smule hårdt med de daglige udfordringer fra Fucking Flink. I den første uge havde udfordringerne været temmelig konkrete, nu blev de mere uhåndgribelige. Bortset fra tirsdagens udfordring: Ring til en ven. Men – men – men… Det kan man jo ikke uden en telefon…? Jeg kan dog godt se pointen: En telefonsamtale kan sagtens indebære det nærvær, vi søger og desværre alt for ofte ofrer på online-tjenesternes alter.

Onsdag gik det helt galt, da Fucking Flink opfordrede til, at man skulle se håndbold sammen med sine venner. Nej, nej, nej, tænkte jeg, måske er de slet ikke så flinke? Jeg mener… Håndbold? Hvad med alle os, der synes, at håndbold er VILDT kedeligt? Det går ikke. I min verden virker det nu heller ikke helt JOMO-agtigt at sidde foran TV-skærmen og se sport. Men det er måske bare mig: Jeg vil til enhver tid foretrække et mere analogt samvær: En stille middag, en varm kop kaffe og en god snak. Gerne alle tre ting i forening.

Det var altså småt med konkrete udfordringer i denne uge, hvor der var fokus på at gøre noget for og med andre. Og jeg kan godt forstå, hvorfor det er sådan. Jeg tror nemlig, at JOMO er en personlig ting. Selvfølgelig kan du beslutte, at du vil slukke din telefon, og du kan vælge at gå i byen fredag aften uden telefonen i lommen, og du kan gøre lige, hvad du har lyst til for at opnå den glæde, det kan være at gå glip af noget. Men du kan ikke beslutte, om andre skal gøre det samme. Du kan sagtens sætte en hylde op i entreen derhjemme og insistere på, at dine gæster parkerer deres telefon dér, når de besøger dig, og du kan også godt forsøge at skabe mere nærvær i en samtale ved hjælp af Steve Jobs-citater og dybsindige spørgsmål. Men når alt kommer til alt, så er JOMO din egen sag. Det er derfor, det er så svært at stille konkrete udfordringer, der involverer andre mennesker. For hvem siger, at de gerne vil involveres?

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal prøve at sprede det glade budskab. Der er ikke noget i vejen for, at du spørger dem, du er sammen med, om ikke I kan aftale at lægge telefonerne væk for en stund. Der er heller ikke noget i vejen for, at du spørger, om nogen vil tage med på et eventyr, hvor I bevæger jer ud i den store verden uden GPS og Facebook-anbefalinger og anmeldelser og vejledninger og rutebeskrivelser. Og der er slet, slet ikke noget i vejen for, at du sætter visse rammer for brugen af smartphones og internet i dit eget hjem.

For så går du foran og viser et eksempel.

Og hvis du er heldig, er der nogen, der får øjnene op for JOMO, og som derfor gerne vil gå samme vej.