Foråret har meldt sin ankomst, og i dag er det Bogens Dag, hvor man i hylder litteratur, forfattere og læseglæde. Det er da værd at fejre. I de seneste måneder er jeg gået på med krum hals og har skrevet og skrevet og skrevet… Jeg har deltaget i et par konkurrencer uden held, og i dag var jeg til reception og præmieoverrækkelse Læs mere
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft et turbulent år i 2025. Men nu er et nyt år begyndt, og selvom det ser ud til, at verden er ved at gå op i flammer og medierne flyder over med geopolitiske trusler, som næsten ikke er til at bære… Ja, så håber jeg på, at 2026 bliver et godt år. Jeg har endelig fundet ro i en hverdag, hvor der igen er rum til at skrive og til at lade sig inspirere. Læs mere
I dag er det Grundlovsdag, og det er der mange gode grunde til at fejre. I mit stille sind vil jeg også bruge dagen til at fejre en mindre, men for mig skelsættende begivenhed. Sommetider får man bare øjnene op for det helt selvindlysende, og gudskelov for det.
Jeg stødte på et smukt citat, som passer alt for godt til den tid, vi lever i lige nu. En tid med krig og krise, hvor alt mange føler sig usikre og utrygge. Måske er der også alt for få, der føler sig forbundet til hinanden. Som føler sig hjemme i deres egen verden. Citatet stammer fra bogen Possesing the Secrets of Joy af Alice Walker. Jeg indrømmer, at jeg ikke har læst bogen, men jeg føjer den straks til min læseliste, og for nu må jeg så nøjes med at fundere over det lille citat, som siger så meget:
How sad now never to see men holding hands, while everywhere one looks they are holding guns.
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Ordene er skrevet af K.E. Løgstrup i 1956, og det er efter min bedste overbevisning ét af de smukkeste citater om vores gensidige forbundethed. Det er også – med rette – et af de oftest citerede udsagn fra Løgstrup. Men hvad betyder det egentlig at holde noget af et andet menneskets liv i sin hånd? Det handler om det, som Løgstrup kalder den etiske fordring, og det er en fordring til os allesammen.
Da jeg var barn, hang der fire små teaktræshylder på væggen mellem min og min brors seng på det værelse, vi delte. Her stod vores beskedne bogsamling. Sammen med Jumbobøgerne, som vistnok var fælleseje, stod min brors bøger om De 5 og hans Hitchcock-mysterier, og jeg havde mine eventyrbøger og 365 godnathistorier. Og så var der Ælle Bælle-bøgerne. En samling små letlæste hæfter for børn, der dengang stadig var lidt af en nyskabelse i dansk børnelitteratur. Men for mig var det meget mere. Det var en dør til en magisk verden. Ét hæfte blev læst så mange gange, at det næsten blev slidt op. I dag får historien mig til at tænke på, om vi mennesker sommetider har alt for travlt med at tilpasse os.
Jeg har været væk fra bloggen længe. Flere år, faktisk. Jeg har også været væk fra min hjemmeside og fra de sociale medier. Men det værste er, at jeg til sidst kom helt væk fra mig selv. Men så skete der noget. Måske var det hjemmesidens skyld. Måske var det en åbenhjertig samtale. Måske var det foråret, eller tiden, der trofast læger alting. Måske var det en lille sprække.
Læs mere
I de seneste uger og måneder er der opstået en lang række helt nye ord, og de begynder alle sammen med corona: Corona-krise, corona-hjælpepakke, corona-kram, corona-konkurs, corona-stress, corona-job og ikke mindst corona-træthed. For ærlig talt, er du ikke bare træt af, at verden står på hovedet? Læs mere
Al begyndelse er svær, siger man, og hvad er vel mere oplagt end at tænke lidt over netop det, nu vi står ved begyndelsen af ikke bare et nyt år, men et helt nyt årti. Det kan da godt være lidt intimiderende, ikke sandt? For begyndelser er svære, ikke mindst fordi man aldrig ved, hvad der følger bagefter. Og dén uvished kan til tider føles så utryg, at man aldrig får begyndt på noget som helst. Læs mere
Forleden læste jeg om en vindtelefon. Sådan en har jeg aldrig hørt om før, og jeg tror heller ikke, at der findes mere end én eneste i hele verden.
Vindtelefonen står i en have i Otsuchi i Japan. Haven tilhører Itari Sasaki, og han stillede telefonen op i sin have i 2010, da hans fætter døde af kræft. Vindtelefonen er en ganske enkel installation, Læs mere
© 2026 Kirsten Bregnhoved
Tema af Anders Noren — Op ↑
