I dag er det Grundlovsdag, og det er der mange gode grunde til at fejre. I mit stille sind vil jeg også bruge dagen til at fejre en mindre, men for mig skelsættende begivenhed. Sommetider får man bare øjnene op for det helt selvindlysende, og gudskelov for det.

Uden at jeg iøvrigt mener, at vi bør skæve til USA for at få inspiration til gode tanker, så skrev Thomas Jefferson i indledningen til Uafhængighedserklæringen: ‘We hold these truths to be self-evident’. Den slags poetiske udtalelser finder man ikke i vores egen Grundlov, hvor tingene er meget mere nøgternt beskrevet. Her er ikke så mange højtravende formuleringer og gesvung.

Men tanken om selvindlysende sandheder var nok ikke så fjern, da den første grundlov blev forfattet i 1949. Og det er da en pudsig tanke. For hvis sandhederne er så selvindlysende, hvorfor fandt menneskene så ikke på dem noget før? Jeg tror, det er fordi mennesker ofte har svært ved at se det, der er lige for øjnene af dem. Det er vel ikke uden grund, at vi har udtryk som: Man kan ikke se skoven for bare træer. Der er langt fra næsen til øjet. Hvad der er lige foran næsen, kan man ikke se. Ja, i selveste Biblen står der: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”

Og med det udsagn får vi sat tydeligt fokus på vores relationer. For det er så nemt at brokke sig over andre mennesker uden at have et klart blik på sig selv.

Kender du ikke det, at du f.eks. hver eneste dag går forbi et menneske på din vej, uden egentlig at bemærke det? Det kan være naboen, baristaen i din yndlingscafé eller endda en af dine nærmeste. Vi ser dem ikke, husker måske ikke, hvem der lige var på arbejde i dag, og vi så ikke, hvordan ekspedienten henne i Netto smilede til os. Vi var ude af butikken, før vi hørte hendes ønske om en god dag.

Det samme kan gøre sig gældende på arbejdspladsen, hvor vi ikke får øje på, at en kollega har brug for hjælp eller ikke ser den løsning, der ligger lige for øjnene af os. Måske ser vi heller ikke, når vi selv har brug for hjælp. Vi er så opslugt i vores opgaver, at det hele bare kører afsted i et hæsblæsende tempo, og vi tænker, at vi har fuldstændig styr på det. Vi kører på rygraden og på rutinen, og måske har vi nogle rutiner, som er så automatiserede, at vi bliver ved at begå de samme fejl om og om igen.

Det kan også ske, at ting ændrer sig, uden vi bemærker det. Små forandringer over tid, til det bedre eller det værre. Vi ser det ikke, når revnen i væggen vokser sig større med en mikromillimeter om måneden, før væggen måske giver efter. Vi ser det ikke, når børnene vokser lidt efter lidt, før de pludselig næsten er voksne og vi tænker: Hvad skete der? Vi ser det måske heller ikke, når vi selv eller vores kære stille og roligt udvikler sig og bliver stærkere og kærligere. Vi ser det heller ikke, hvis det går den modsatte vej.

Når vi så pludselig, endelig, langt om længe og lige på én gang får øje på noget af alt dette, kan det have alle mulige virkninger. Vi kan blive bange, glade, overraskede, overrumplede, overvældede, lykkelige, fortvivlede, selvbebrejdende, kampberedte – eller en god og meget forvirrende blanding af det altsammen på samme tid. Og så er det, at vi slår os selv på panden og udbryder: “For fanden da, det er jo fuldstændig indlysende!”

For ikke så længe siden havde jeg en oplevelse, der var lige præcis sådan. For mig var det en lykkelig åbenbaring. Jeg har i lang tid arbejdet intenst med forskellige personlige issues, som det så smukt hedder. Som så mange andre mennesker har jeg en lille smule (læs: virkelig, virkelig meget) svært ved at finde og sætte mine egne grænser. Meee-eeen… jeg syntes, at jeg var ved at få styr på det, jeg skulle bare lige… Ja, hvad skulle jeg egentlig? Tænke mig lidt mere om, mærke efter en ekstra gang, øve lidt mere, tjekke efter med mine værdier, bruge lidt mere tid på selvransagelse, øve, øve, øve… Og vente. Hvis bare jeg gav det lidt tid, så ville det hele falde på plads.

Det var, hvad jeg tænkte.

Men så var det altså, at denne her åbenbaring faldt lige ned i hovedet på mig. En klokkeklar overtrædelse af mine grænser, som jeg ellers er rigtig god til at flytte meget langt for at tækkes andre. Det kunne jeg ikke denne gang. Så for en gangs skyld udtrykte jeg mig tydeligt og fortalte, at det her var langt over mine grænser. Og det virkede. Beslutningen blev ændret. Jeg fik ro.

Og det gjorde slet ikke ondt!

Da var det, at den dér fuldstændig indlysende sandhed pludselig viste sig, præcis hvor den hele tiden havde været: Lige foran næsen på mig: Nøglen ligger i mig selv. Jeg skal selv skabe det liv, jeg gerne vil have, og jeg kan gøre det ved at være ærlig. Det er såre simpelt.

Det er ikke det samme som at sige, at det er nemt. Det kræver mod. Heldigvis er det nemmere at være modig, når der følger en rigtig stor gave med. Og det gør der. Mon ikke ærligheden og modet er det, som Brené Brown mener, når hun taler om at leve helhjertet? Det tror jeg, det er. Og hvem vil ikke gerne leve helhjertet?

Siden min åbenbaring (ja, det lyder måske lidt vidtløftligt, men det føltes altså ret stort) har jeg gjort mit allerbedste for leve det ærlige liv, jeg gerne vil have. Allervigtigst er det, at jeg er ærlig overfor mig selv. Så følger det andet ligesom med. Relationerne og kærligheden. Og et åbent hjerte.

Så det er dét, jeg vil fejre i dag. Som hvis jeg havde lavet min egen lille Grundlov:

Jeg anser følgende sandheder for at være selvindlysende:

  1. Jeg er et værdifuldt menneske, blot fordi jeg er menneske
  2. Jeg kan selv skabe det liv, jeg ønsker
  3. Andre mennesker overtræder ikke mine grænser, hvis jeg viser, hvor de er
  4. Jeg gør mit bedste for ikke at overtræde andres grænser
  5. Jeg kan stole på mig selv, og jeg kan stole på mine medmennesker

Sådan en Grundlov skulle alle mennesker have.