
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft et turbulent år i 2025. Men nu er et nyt år begyndt, og selvom det ser ud til, at verden er ved at gå op i flammer og medierne flyder over med geopolitiske trusler, som næsten ikke er til at bære… Ja, så håber jeg på, at 2026 bliver et godt år. Jeg har endelig fundet ro i en hverdag, hvor der igen er rum til at skrive og til at lade sig inspirere.
Jeg begyndte året med at deltage i en forfatterkonkurrence hos Skriveforlaget. Opgaven lød, at man skulle skrive en tekst på minimum 5000 ord over temaet jul eller nytår – udover det var ordet og genren fri. Jeg skrev en dystopisk fantasi omkring juleevangeliet og de tre vise mænd. Novellen, som fik titlen Nytårsrejsen, vandt desværre ikke; men hvis du er nysgerrig, kan du læse mit bidrag her: Nytårsrejsen. Hvis du har nogle kommentarer til historien, vil jeg rigtig gerne høre dem – både skidt og kanel.
Derudover har jeg indledt året med at genudgive min digtsamling fra 2018. Bogen har fået en finpudsning, og jeg har tilføjet nye digte, som jeg synes afrunder bogens fortælling på en rigtig fin måde. Jeg har netop sat bogen til salg og forventer mig meget af den. Du kan bestille bogen her for kun 99 kr.
Skriv et svar