Tændstikkerne blev ved at knække under de stivfrosne fingre, og Mille kunne ikke lade være at tænke på eventyret, der engang havde været en fast del af julen. Slutningen fik hende altid til at græde, så hun ikke kunne læse det sidste højt. En anden måtte tage over. Mille stønnede opgivende, da endnu en tændstik knak. Her kunne ingen træde til. Kaja lå allerede og sov i den lune sovepose, og det var hende vel undt. Det var trods alt hendes fortjeneste, at de stadig havde ild at varme sig ved og mad i maverne. Hun strøg endnu en tændstik, og endelig lykkedes det. En lys lue flammede op, og Mille førte den forsigtigt hen til gasblusset. Det fængede hurtigt. Hun justerede flammen en smule og nikkede tilfreds for sig selv. Så puttede hun sig godt ind i sin varme vinterfrakke og lænede sig tilbage, op mod muren. Hun havde den første vagt, og i morgen skulle de videre.
* * *
Det havde været den mærkeligste december nogensinde. For det første havde det været alt for varmt. Hver morgen havde Mille tjekket termometeret, inden hun tog afsted på arbejde, og hver gang havde det været alarmerende tæt på 10 graders varme. Sådan skulle det jo slet ikke være. Ikke op til jul. Sådan havde hun tænkt, mens hun stædigt tog sin varme vinterfrakke på. For det kunne da vel ikke være meningen, at man skulle rende rundt i sommerjakke i december måned?
Det føltes næsten ironisk, når hun tænkte tilbage på det nu.
Men vejret havde kun været det mindste af det. Det havde været langt værre med nyhederne, som hun altid omhyggeligt havde undgået at se, så snart hun kunne slippe afsted med det. Desværre var Kaja uhyggeligt interesseret i politik og miljø og verdens generelle tilstand af elendighed, og hun insisterede hårdnakket på, at nyhederne skulle køre nærmest non-stop på TV’et.
“Du bliver nødt til at følge med,” havde hun sagt med sin blide stemme, mens billeder af droner, sammenstyrtede huse, flodbølger og flygtninge flimrede hen over skærmen.
“Jeg magter det ikke,” havde Mille svaret, idet hun tog et usynligt skridt i retning af døren.
“Det kan jeg godt forstå,” sagde Kaja med eftertryk og smilede sit varme smil, der altid fik en duft af sandeltræ til at brede sig i rummet. “Det er så nedslående alt sammen. Men… det forsvinder ikke, bare fordi vi lukker øjnene.”
“Jeg ved ikke…”
“Det ér svært,” afgjorde Kaja. “Men for mig giver det ro. At vide, hvad der sker.”
Smil.
Sandeltræ.
“Men verden ér jo bare… urolig,” indvendte Mille og trippede endnu to små skridt i retning af døren.
“Tja,” sukkede Kaja. “Men måske er det netop derfor vigtigt at finde ro. Måske især for dig. Når man tænker på…”
“Lad os snakke senere,” afbrød Mille hurtigt og lod sig forsvinde. Ud af stuen. Hun orkede ikke at blive indfanget af Kaja med en kommentar, en diskussion, en holdning til alt det, der skete i verden. Alt det kom ikke hende ved. Hun havde sit. Hun ville have det godt. Hun nød underholdning i den mere lette ende. Den sorte bagedyst, Bezzerwizzerne, Love Actually… Alt det, der fik hende til at føle sig godt tilpas.
Sådan var Kaja ikke.
Men hun havde også sit smil og duften af sandeltræ. Selv havde Mille kun det lille kors af guld, der borede sig ind i huden på hendes knyttede hånd.
Men denne her december… Ikke engang nyhederne var det værste. Der var også noget mere. Mille kunne ikke begribe, hvad det var, der fik en sort tyngde til at sænke sig over hende. Eller måske forstod hun det i virkeligheden godt. Hun kunne bare ikke tænke på det. Når hun tænkte på det, gjorde det alt for ondt. Den sære tomme fornemmelse, der ikke havde nogen form, ikke nogen farve og ikke nogen ord. Når hun kom hjem, stivnede ordene omme bag øjnene, og hun kiggede fraværende med, mens Kaja kommenterede dagens nyheder, og Mille kiggede sig omkring i stuen og tænkte på, at hun virkelig burde se at få hængt noget julepynt op. Hvis bare hun ikke havde så ondt i maven.
* * *
Natten krøb langsomt afsted, og rimfrosten krøb ind under vinterfrakken, så Mille gøs og bed tænderne sammen. Det var ikke til at sige, hvor lang tid, der var gået. Byens gader var dystre og tomme, og husene var sorte og stille. Men Mille vidste godt, at menneskene gemte sig derinde. Lige siden det skete, havde alle folk lukket sig inde i deres huse og lejligheder sammen med et skrøbeligt håb om, at det nok skulle gå over.
Gasblussets flamme lyste blåt, og Mille lænede sig frem for at justere den lidt. I det flakkende skær kunne hun se Kajas sovende ansigt. Blidt og afslappet, med et lille smil i mundvigen.
Hvad drømte hun mon?
Mille lænede sig igen tilbage mod den hårde mur, der var lige så kold og grå som resten af verden. Hun ventede på, at månen ville stige op over hustagene. Så ville det være hendes tur til at sove. Men hun ville ikke drømme.
I hånden holdt hun stadig det lille guldsmykke. Hun åbnede og lukkede fingrene for at kigge på det i glimt. Hun havde knuget det så hårdt, at det havde efterladt mærker i huden på indersiden af hånden. En perfekt aftegning, en skygge af Dagmarkorsets form og den tynde, fine kæde. Kort nok til at passe om pigens hals. Hende, der aldrig havde fået liv og ikke nåede at få et navn.
* * *
Det var natten før jul, da alting blev forandret. Det første tegn var kommet allerede om eftermiddagen, da Mille kom hjem fra arbejde og fandt Kaja opløst i tårer. Kaja græd ellers aldrig. På trods af al ondskaben, der skreg hende i hovedet inde i fjernsynet, trods katastrofer, krig, korruption og klimatruslen formåede Kaja næsten altid at være i godt humør. Hun kunne godt finde på at rynke lidt på næsen af Milles reality-programmer, men ellers kunne de to piger lide den samme musik, den samme mad, og indimellem kunne de også lide de samme film. Det var rart, syntes Mille.
Men nu kiggede Kaja op på sin roomie med øjne, der var våde og vilde.
“Nu sker det,” sagde hun hæst.
“Hvad?”
“Jeg fik besked fra Amara i dag,” sagde Kaja og trak sin telefon op af lommen. “Hun sendte det her.”
Mille gispede, da hun så billedet på skærmen. Amara med blodigt ansigt, ophovnede øjne, og en mund, der var flækket til en uhyggelig grimasse.
“Hvad er der sket?” hviskede hun.
“Alt det, vi har frygtet,” sagde Kaja dystert. “Nu må vi afsted.”
“Skal vi ikke…” begyndte Mille, for hun ville egentlig helst blive i lejligheden. Det føltes trygt. Men hun tav og tog imod rygsækken, som Kaja rakte hende, og sammen pakkede de alle de fornødenheder, som Kaja gennem måneder havde sørget for at købe ind, og som Mille fra sin plads i sofaen havde hånet hende for.
Nu tav hun med en blanding af skamfuldhed og taknemmelighed, mens dåser, poser og pakker dumpede ned i rygsækken sammen med gasblusset, toiletpapiret og den varme sovepose.
“Vi må afsted,” gentog Kaja, da de var færdig med at pakke, “Amara er også på vej.”
Senere. Et højt brag og flammer på himlen.
De begav sig ud i den tomme by, hvor menneskene holdt sig ude af syne med stor omhu og tilbageholdt åndedræt. Verden stod i flammer, og de røde luer fortærede og opslugte alt. Alt undtagen længslen efter noget andet. Noget mere.
Efter ilden kom isen.
* * *
Månen steg op som en tynd, buet streg oven over hustagene, og Mille drog et lettelsens suk. Hun havde været så tæt på at døse hen, og det var det sidste, hun havde lyst til at gøre, når det var hendes vagt.
Hun lagde hånden på Kajas arm og ruskede den let for at vække hende.
“Jeg er allerede vågen,” sagde Kaja stille og slog øjnene op.
Smil.
Sandeltræ.
Hun gabte og strakte sig.
“Nu er det din tur til at hvile,” sagde hun og krøb ud af soveposen. De havde kun den samme, men den var guld værd. Mille puttede sig godt ned i den og kunne mærke varmen og duften, som Kaja havde efterladt.
“Sov nu,” sagde Kaja, og Mille nikkede usynligt, men hun havde ikke lyst til at sove, selvom hun var træt i alle knogler, alle muskler, alle sener og alt hendes blod. Hun havde ikke lyst til at sove, for søvnen betød, at hun ville vågne igen, og når hun vågnede… Så ville alt det tunge lægge sig over hende igen, som det havde gjort de sidste mange måneder, eller var det år? Allerede længe inden alting blev anderledes. Alle de lange dage og uger, efter pigens liv var blevet afbrudt. Hun havde mange gange tænkt på at spørge Kaja, hvad hun skulle gøre, men hun kunne ikke finde ud det. Hun kunne åbne munden, og intet kom ud. Hun kunne smile til sin veninde, men indeni var der et eller andet galt. Hver morgen var hun vågnet med en krop så tung, at hun næppe kunne komme ud af sengen. På arbejdet var hun blevet træt allerede om formiddagen, og hun havde bidt tænderne sammen, mens hun kæmpede sig gennem resten af de mange timer, der sneg sig afsted, inden det blev fyraften. Så havde hun pakket sig ind i sin varme vinterfrakke og svedte hele vejen hjem, mens hun forestillede sig, hvordan hun måske… måske i dag… måske kunne hun i dag finde ud af at tale med Kaja om, hvad der var galt med denne december.
Og nu… selvom alt var blevet anderledes, var tyngden den samme. Hun ville ikke sove. Hun ville ikke vågne. Hun ville ikke drømme.
* * *
Da månen var vandret hen over himlen og var ved at overgive sig til solen, faldt Mille i en tung søvn og et stort rædselsfyldt mørke sænkede sig over hende. Natten havde intet liv og ingen billeder, og Mille drømte ikke. Overalt var blot alt det sorte, der svøb sig om den sovende Mille, og som var så tæt, at man kunne røre ved det.
Hun vågnede ved, at hun frøs, satte sig op på albuen og så sig omkring. Solen var stået op og kastede et blegt, rødt skær over de tillukkede huse. Til gengæld var gasblusset gået ud, og Mille mærkede en knude i maven, da hun opdagede, at hun var alene.
“Kaja kan ikke være langt borte,” hviskede hun trøstende til sig selv, for rygsækken og alle deres remedier var der endnu. Gasblusset, som havde givet op, tæpperne, som Kaja havde svøbt om sig i nattens løb, dåserne med mad og de, der var tomme. Mille satte sig op på hug, pakkede sig ind i både tæpper, frakke og sovepose, og fandt tændstikkerne frem fra rygsækken. Hun trak gasblusset hen til sig. Straks blev hun ramt af det tungeste mismod. Den lille gasflaske var alt for let. Havde de virkelig allerede brugt al deres gas? Hun gav sig til at gennemrode rygsækken, der ellers var så velforsynet. Hvordan kunne Kaja – der ellers havde fuldstændig styr på verdens trusler og forberedelserne til dens undergang – have været så letsindig? Hvorfor havde hun ikke sørget for ekstra gasflasker? Hvorfor…?
Hendes tanker blev afbrudt af raske skridt, der nærmede sig. Knuden i maven blev større. I de dage, de havde vandret gennem byens gader, havde de kun mødt én slags mennesker. De uniformerede. Mænd og kvinder, der af og til sneg sig gennem gyder og stræder af grunde, som pigerne kun kunne gisne om, men som helt sikkert ikke bragte noget godt. Mille og Kaja havde hurtigt lært at holde sig på lang afstand, når de dukkede op.
Men nu var Mille alene. Hun kunne ikke så godt stikke af uden Kaja. I stedet dukkede hun hovedet og krøb ind i soveposen som en skildpadde, mens hun holdt vejret. Hun bad tll, at hun ikke ville blive opdaget. Hun bad til, at deres forsyninger ikke ville blive stjålet. Hun forbandede sig selv, fordi hun ikke havde tænkt på at gemme dåser og poser og pakker af vejen.
Hun lå der længe og lyttede til skridtene, der bevægede sig rundt omkring hende. Det lød ikke, som om der var mere end én person. Så hørte hun lyden af en tændstik, der blev strøget. Vores tændstikker, fór det gennem hendes hjerne, og hjertet hamrede hadefuldt i brystet. Så mærkede hun, at et af tæpperne langsomt blev trukket af hende, og i samme øjeblik mærkede hun duften af sandeltræ trænge ind under dun og uld. Hun stak hovedet frem og så Kaja, der slyngede tæppet om skuldrene og satte sig ved gasblussets muntre flammer med en lille gryde mellem hænderne.
“Er det dig?” udbrød Mille og blev selv overrasket over, hvor skinger hendes stemme lød.
Kaja fløj op med et lille skrig. Så sukkede hun lettet og satte sig igen.
“Du forskrækkede mig,” sagde hun. “Jeg troede, du var gået om bagved. Du ved…”
“Nej,” svarede Mille og gik over for at sætte sig sammen med hende. “Jeg var bange. Jeg gemte mig.”
“Da solen gik op, gik gasblusset ud,” sagde Kaja, “så jeg måtte hente et nyt.”
“Hente?”
“Ja, jeg har nogle steder heromkring. Forsyninger. Vi kan jo ikke bære det hele på en gang.”
Mille rødmede af skam. Kaja havde virkelig tænkt på det hele, og hun selv havde bare… Ja, hvad havde hun egentlig gjort, andet end at have ondt af sig selv? Dengang de pakkede… Den dag, da hun for første gang så Kaja græde, tænkte hun selv kun på én ting, hun ville have med. Al resten var Kajas fortjeneste.
Mille sad ved gasblusset og legede med guldkæden mellem fingrene, så Dagmarkorset svingede fra side til side. Kaja rakte hende en lille skål med suppe, som hun havde varmet over gasblusset. De spiste en stund i tavshed, Mille lagde omhyggeligt smykket på plads i bukselommen og tog imod den dampende skål.
“Jeg har talt med Amara i dag,” sagde Kaja mellem to mundfulde, og nyheden fik Mille til at lyse op. Så var de måske ikke helt alene, de to i verden.
“Hvad sagde hun?” spurgte hun ivrigt. “Hvordan har hun det?” Billedet af Amaras forslåede og blodige ansigt svævede foran hende som et stædigt og smertefuldt minde.
“Bedre,” smilede Kaja og viste hende et nyt billede på telefonen.
Duften af sandeltræ blev stærkere, og Mille havde lyst til at putte sig ind til Kajas hals og bare blive dér. I tryghed.
De kiggede på billedet sammen. Hvordan? tænkte Mille. Hvordan var det sket?
“Du skal ikke være urolig,” sagde Kaja. “Amara kommer sig snart.”
Mille nikkede. Hun havde kendt Amara længe, allerede før hun begyndte på professionshøjskolen. Hun var gledet gennem sygeplejerskeuddannelsen som en fugl gled gennem luften, og hun havde klaret sin bachelor med et fingerknips. Det havde til tider irriteret Mille lidt – mest fordi Amara havde en kedelig tilbøjelighed til at prale af, hvor nemt det altsammen var. Men Mille vidste også, at Amara havde sine egne, gådefulde hemmeligheder. Helende hemmeligheder. Hun skulle nok klare den. Hvis bare de alle tre kunne mødes. Inden det var for sent.
Mille slikkede det sidste suppe af skålen og rejste sig for at rydde op. Solen var allerede steget et godt stykke op over hustagene, der på én og samme tid var dækket af et sortsvedent mørke og et glinsede lag af rimfrost. De måtte afsted. Videre.
* * *
Efter ilden kom isen.
Det var allerede flere uger siden nu. Da bragene var døet ud og flammerne slukket, var truende, tunge skyer trukket ind over dem, og himlen havde åbnet sine sluser. I dagevis faldt en iskold regn, så de sidste gløder i byens huse gik ud med et hvæs. Frosten bredte sig som en allestedsnærværende smerte, de ikke kunne undgå. Mille havde aldrig været mere glad for sin store vinterfrakke og de uldne huer, som hun sidste jul havde strikket til både sig selv og Kaja.
Isen dækkede alt. Murværk og tage og brosten og vejskilte og butiksfacader og de gamle, grønne døre i brokvarterernes etageejendomme. Alt glinsede frostklart og uvenligt. Man kunne ikke sætte sig på en bænk for at hvile sig, for et krystalklart lag af is krøb fra bænken og op gennem tøjet til balderne. Man kunne gå ind til en forladt butik, for vinteren havde låst døren, der vogtede nidkært over både fornødenheder og lækkerier. Og man kunne ikke længere grave i jorden med den lille feltspade, når man skulle forrette sin nødtørft, og i stedet blev man nødt til at finde et hemmeligt hjørne omme bagved.
Alligevel gik de ufortrødent videre.
De nåede udkanten af byen, og landet åbnede sine vidder for dem. De styrede efter stjernerne og telefonens kompas. GPS’en var for længst holdt op med at fungere, men langt nede i rygsækkens uendelige dyb gemte sig et kort, og i de lange, kolde aftener studerede de kortets ruter i gasblussets skær. For hver dag blev rygsækken lettere, efterhånden som de spiste sig igennem deres forråd, og for hver dag steg deres håb om, at de snart ville mødes med Amara, så de tre kunne slå følge på den sidste rejse.
Selv isen syntes med ét var være deres ven, da de kom til broen, der skulle bringe dem til fastlandet og til Amara. Først blev de lamslåede. Broen stod ikke længere, den var blot en gigantisk samling murbrokker og forvredne jernstivere, der stak frem fra det tilfrosne vand som uhyggelige knokkelfingre. Mille og Kaja måtte forsigtigt kravle og klatre ned til kanten af havet, de trådte forsigtigt ud på isen og mærkede, at den var tyk og stærk. Med hjertet oppe i halsen og hårdt sammenbidte tænder rejste de over isen, der lå som et spejl mellem øerne. De gik over fjorde, over sund og bælt, og til sidst nåede de frem til fastlandet, og da de forlod havets blanke is, var det som at betræde det forjættede land.
De slog sig ned, tændte bål og hev landkortet frem fra rygsækken. De spiste ikke, for der var ikke mange dåser og poser og pakker tilbage i deres oppakning, og de rationerede maden, så maverne rumlede og protesterede. De studerede kortet, lagde deres rute, skiftedes til at sove, og da solen stod op igen, gik de videre med fornyet mod. De trampede tungt med deres støvler for at overdøve lyden fra deres skrigende tarme.
“Pyt,” sagde de til hinanden. “Nu møder vi snart Amara, og når vi tre fortsætter rejsen sammen, skal det nok gå.”
* * *
De gik mod øst og mod syd, og overalt mødte de det samme syn: Byer, der var brændt ned eller styrtet sammen. Forladte landsbyer, sorte marker af is, dunkle skove og en truende stilhed. Det eneste, der hørtes, var lyden af frosten, der knasede under deres fødder, ellers forholdt verden sig tyst og afventende. I byerne mødte de ingen mennesker, for de vovede sig ikke ud af deres huse, men deres tilstedeværelse blev afsløret af små tegn. En tynd stribe røg fra en skorsten. Et halvt udvisket fodspor i jordens rimfrost. Af og til så de en mager hund, der løb rundt og ledte efter føde. Men der var ingen fugle på himlen, ingen egern i skoven og ingen blade på træer og buske.
De stødte jævnligt på de uniformerede, der huserede overalt og gjorde skov, krat, agre, landsbyer og byer til deres jagtmarker. I begyndelsen havde Mille og Kaja kun betragtet dem på afstand, for deres uniformer og våben vakte pigernes frygt. Hver gang, de hørte de ildevarslende fodtrin, gjorde de deres bedste for at holde sig på lang afstand. Indtil det en dag gik galt.
De kom til en forladt landsby, hvor alt var stille. Næsten fredeligt.
“Måske kan vi blive her lidt?” foreslog Mille, for hun længtes efter ro og fred.
“Måske,” sagde Kaja fraværende, “men ikke for længe.”
De gik rundt i landsbyen for at udse sig et hus, de kunne overnatte i. Åh, at sove med tag over hovedet. At kunne tænde op i et rigtigt ildsted. De blev kåde og pjattede med fantasier om, hvordan livet måske også kunne være. Til sidst fandt de et lille, rødt hus med strå på taget og sprossede vinduer. Døren hang skævt på kun ét hængsel, men det gjorde ikke noget. De skubbede døren op og gik ind, mens de talte om, at de da sikkert godt kunne reparere den dør.
De så dem ikke komme, før de var der.
Tre uniformerede sprang frem fra den bagerste stue. Det havde sikkert være stadsestuen engang, men nu var det blot en gammel fest, der skulle ryddes op. Mille undgik med nød og næppe et slag fra den forreste af angriberne, men Kaja fik slynget en tom flaske mod den ene kind og faldt bevidstløs om.
“Nej!” skreg Mille og glemte alt omkring sig. Hun greb fat i det nærmeste, der bare mindede en lille smule om et våben, og med en tung sølvkandelaber i hånden slog hun vildt omkring sig, hun råbte og slog og sparkede, det bedste hun kunne. Uden hun vidste hvordan, lykkedes det hende at slå to angribere ud. En mand og en lille kvinde. Den sidste stak halen mellem benene og flygtede. Milles hjerte hamrede. Der ville sikkert ikke gå lang tid, før de to fjender ville vågne op igen. Hun måtte skynde sig. Hun kiggede sig omkring efter gode ideer. Så løb hun resolut hen til vinduerne og flåede et af de lange gardiner ned. Hun bandt det sammen i den ene ende, så det kunne fungere som en slags slæde. Hun fik bugseret Kaja op i gardinet og slæbte afsted med hende. Fandt et lille udhus, hvor hun i timevis sad og stirrede ud gennem en lille sprække for at holde øje med de uniformerede. Den flygtede var hurtigt vendt tilbage og fik vækket sine kammerater. Mille så, hvordan de smadrede vinduer og sparkede døre ind, hvordan de plyndrede alt, der kunne spises eller handles, og hvordan de også slæbte afsted med en god del af Mille og Kajas forråd.
Fra den dag gjorde de to piger det til en vane at undersøge de sørgelige landsbyer ekstra nøje og ekstra forsigtigt. Det hændte, at de uniformerede havde overset en pakke med dåser eller en uåbnet vanddunk. Én gang snublede de over en hel pakke vacuumpakket rugbrød, som nogen havde tabt. Det var som at finde en kostelig skat, og bare tanken om det mættende brød fik tænderne til at løbe i vand. Mille og Kaja ryddede omhyggeligt op efter dem og fyldte deres slunkne rygsæk op med det, de fandt.
De kom til en bred å, hvor vandet var frosset fast i et evigt øjeblik. Her slog de lejr. Kaja samlede kviste og grene til et lille bål, for de var kommet langt væk fra de steder, hvor hun ellers havde hentet gas til det lille kogeblus. Men tændstikkerne havde de stadig, og selvom det var svært at tænde op i den lille bunke brænde, der stadig dryppede koldt af smeltet is, så var det en lykke, når flammerne endelig blussede op med en lystig knitren.
Mille lagde sig træt på jorden ved siden af det uanselige bål. Kaja rodede rundt i rygsækken efter noget, de kunne spise, og vendte tilbage med en bulet dåse tomatsuppe.
“Det er bedre end ingenting,” sagde hun og smilede, så duften af sandeltræ blandede sig med den ramme røglugt fra bålet. “Og vi har stadig lidt brød tilbage.”
“Mmm…” Mille lå med lukkede øjne og forsøgte at forestille sig en verden med lys og varme og mennesker, der kun ville dem det godt. Imens legede hendes fingre med den lille halskæde, som hun altid bar med sig.
“Ved du, hvad jeg tror?” spurgte Kaja.
“Mnnn,” svarede Mille.
“Jeg tror, at dit smykke… Pigens smykke… har en betydning.”
Mille rejste sig brat op, og hendes øjne skød lyn.
“Selvfølgelig har det en betydning!” hvæsede hun.
Smil.
Sandeltræ.
“Jeg mener, udover den betydning, det har for dig. Jeg tror… Jeg tror, at når vi når frem, så skal du give det til en anden. Fordi du har en betydning.” Hun talte så mildt og forsigtigt. Mille rasede.
“Jeg giver den aldrig fra mig,” snerrede hun og smed sig igen ned på den hårde jord med lukkede øjne. “Betydning? Jeg?” mumlede hun arrigt.
* * *
Og så skete det i de dage, mens Mille og Kaja vandrede gennem de sorte byer og det stille land, at Mille mærkede noget nyt. Der var noget indeni hende, der lettede, som en stor ådselsædende fugl, der fløj bort med tunge vingeslag, og Mille fik mod til at tale. Vinteren svøb sig om hende som en ny tryghed, og hun behøvede ikke at gemme sig længere.
“Jeg savner hende,” sagde hun til Kaja.
“Det ved jeg,” svarede Kaja stille og omfavnede hende, og duften af sandeltræ lagde sig om dem begge som en kappe.
* * *
Indimellem talte de med Amara i telefonen. Hun var på vej som de, med blødende sår og blødende hjerte. Men det var kun i begyndelsen. Snart hørte telefonerne op med at fungere, og de kastede dem bort. Nu måtte de bare sætte deres lid til, at de alle tre var på vej til det samme sted, så de kunne mødes. De kendte stedet, Amara ventede på dem der. Nu skulle de bare finde vejen derhen. De begyndte at holde hinanden i hånden, mens de gik. De støttede hinandens skridt.
En tidlig morgen så de et svagt lys. Det gibbede i dem. Kunne det være en landsby? Eller var det de uniformerede, der havde slået lejr herude på markerne og engene, hvor det var nærmest umuligt at finde et skjul for den, der gerne vil gemme sig? De nærmede sig vagtsomt. Gemte rygsæk, sovepose og tæpper væk i en uanselig, lille busk og sneg sig tættere på.
Det var en lille flamme, der flakkede i den lette morgenbrise. Den var næppe to meter borte, da det gik op for Mille, hvad det var. En petroleumslampe. Hun kiggede på Kaja, som nikkede tilbage. Der var ikke spor af de uniformerede.
Så hvem havde tændt petroleumslampen?
Flammen spruttede og hvæsede, blev mindre og truede med at gå ud. Mille og Kaja var nu så tæt på, at de kunne mærke den skarpe dunst af petroleum i næseborene. Natten var stille, som om den holdt vejret i spændt forventning om, hvad der nu skulle ske. En lille lyd brød gennem nattefrosten. En knirken, en pludren, en lille raslen af blød bomuld. Kaja rakte frem mod petroleumslampen, skruede op for flammen og løftede lampen op for at lyse for dem. De kiggede sig vagtsomt omkring. Ingen uniformerede i sigte. De stod i et interimistisk rum, der var skabt af to sammenstyrtede mure og byggeaffald, der var slæbt derhen og smidt i en stor bunke. Murbrokker, teglsten, en gammel dør, splintrede bjælker og knuste klinker. Til den ene side blev rummet lukket af med to tarvelige tæpper, der var spændt ud mellem en lygtepæl og resterne af et trafiklys.
Pigerne gik på opdagelse, undersøgte byggeaffaldet, vendte hver mursten og løftede alle brædder og bjælker i håb om at finde et eller andet. Det var tydeligt, at nogen havde boet her. I et hjørne var der rester af et bål, som var omkranset af tomme dåser, snavsede tallerkener og brugt køkkengrej. I ly af byggeaffaldet fandt de et par kasser, der tydeligvis var blevet brugt som bord og stole. Men intetsteds var der spor af mennesker.
“Her er ingenting,” sagde Mille. “Men lampen kan vi bruge.”
“Vi har ingen petroleum,” sagde Kaja fornuftigt og fortsatte med at gennemsøge den forladte bolig. “Måske…”
Hun blev afbrudt af en lille klynken. En knirkende lyd, en pludren, en bevægelse af blød bomuld. Begge piger standsede op og lyttede. Fandt retningen, som lyden kom fra. Nærmede sig tøvende. Ved tæpperne, der hang som nederlagets flag fra en udspændt snor mellem lygtepæl og trafiklys, stod to bildøre og lænede sig mod hinanden, så de udgjorde en afskærmning. Mille og Kaja udvekslede et blik og et nik, inden de på samme tid kiggede om bag de rustne døre.
“Åh, Gud!” udbrød Kaja forfærdet.
Mille kunne ikke sige noget.
På et leje af gamle tæpper lå en livløs skikkelse. En ung, udmagret kvinde, der stirrede ud i universet med øjne af glas. Mille stod som lammet. For i armene holdt kvinden en lille bylt. Det var det, de havde hørt. Lyden af et spædbarn, der klynkede i favnen på sin døde mor. Kaja knælede, rakte hånden frem og lukkede kvindens stirrende øjne, så hun kunne få fred. Så rakte hun ud efter barnet. Den unge kvindes lemmer var stive, og Kaja måtte vriste den lille fra hende. Som om hun ikke ville give sit barn fra sig, selv i døden.
“Hun har måske været død i et døgn eller to,” sagde Kaja dystert, da hun rejste sig med barnet i sine arme. “Den lille er udmattet af sult.”
Mille kiggede ned til det lille ansigt, der tittede frem fra svøbet. Tusind tanker myldrede frem. Hvad med mad, hvad med bleer, hvordan skulle de kunne undgå de uniformerede, hvis de havde et spædbarn med? Hun strøg over barnets kind med to fingre.
“Vi må afsted,” sagde hun. “Vi skal finde Amara. Hurtigt. Og vi skal finde nye forsyninger.”
Kaja kiggede på hende og nikkede.
* * *
Det var den sidste aften i året, nytårsaften. Mille og Kaja gik med med bare hoveder og bare fødder og barnet i en slynge. De talte ikke længere. De huskede heller ikke længere, hvor længe de havde gået, eller hvornår de havde mistet deres sko og de varme huer af uld, som de ellers så omhyggeligt havde trukket ned om ørerne. De huskede hun, at nogle af de uniformerede var løbet efter dem, det var langt ude på landet, og der var ingen gemmesteder. Det var ikke som i byen. De havde forsøgt at løbe fra dem, at gemme sig i et krat og dukke sig i en grøft, men lige meget hjalp det. Med rygsækken og barnet kunne de kun løbe langsomt og snublende. De var blevet fundet og fanget, og de brovtende mænd hånede dem og stjal deres sidste forsyninger, deres varme huer, og deres sko. Både Mille og Kaja vidste, hvor dyrebare sko var i denne nye, rædselsfyldte verden.
De gik på fødder, der var røde og blå, og de huskede kun vejen og retningen. De huskede Amara. De håbede. Men de talte ikke. Sulten gnavede, og selv barnet var holdt op med at græde, som om det vidste, at det skulle spare sine kræfter. Deres grådige øjne afsøgte alt omkring dem efter tegn på noget, der kunne spises. Men der var ingen bær på buskene, ingen frugter på træerne, og jorden var gold og hård. Det var længe siden, de havde passeret den sidste landsby, og dér var den eneste butik allerede for længst blevet plyndret og tømt til sidste dåse. Det eneste, der var tilbage, var fordærvet kød og rådne grøntsager. De havde dog fundet et par pakker modermælkserstatning, som de tog med sig. Men vand havde de intet af. De håbede. Men de var tavse.
* * *
Mille vågnede med smertende fødder og stive lemmer. Hendes læber var tørre og sprukne, og det sved, når hun forsøgte at fugte dem med tungen. Hendes hals føltes så ru og rusten, at hun spekulerede på, om hun overhovedet kunne tale mere. Det føltes som en evighed, siden de sidst havde vekslet et ord på deres endeløse rejse. Hun ventede lidt, inden hun åbnede øjnene, forsøgte at nyde kroppens slaphed, den absolutte stilstand uden behov for bevægelse.
Så slog hun øjnene op.
Mærkede en varme, hun havde glemt eksisterede. Fik øje på et lille bål, der sendte sine flammende stråler ud mod hende. Mærkede vidunderlige dufte, der svøbte sig lykkeligt omkring hende. Duften af varm suppe og flæsk. Duften af røg og petroleum. Duften af spædbarnet, der lå og pludrede fornøjet i Kajas arme. Duften af sandeltræ, der steg op fra dem begge, som havde Kaja givet vellugten til barnet i gave. Og nu et smil.
Mille satte sig op med soveposen svøbt om sig. Det var stadig mørkt, men bålet sendte sit lys ud som en beskyttede kuppel omkring dem, og nu så hun, at de ikke var alene.
“Amara!” udbrød hun. De havde endelig fundet hinanden.
Amara rejste sig fra sin plads ved bålet og gik over til hende. Mille bemærkede, at hun haltede en smule på det venstre ben, men hun var rank som altid. Amara knælede ved hendes side, og hendes ansigt fortrak sig næsten umærkeligt i smerte ved bevægelsen. Der var stadig lidt blåt og gult om hendes øje, ansigtet var arret og slidt, men blikket var blidt. Hun rakte hånden frem og lagde den på Milles bryst. Dér lod hun den ligge, og Mille kunne mærke, hvordan hendes styrke voksede ved berøringen. Det var Amaras helbredende hemmelighed, og det var hendes gave.
“Jeg har rørt barnet,” sagde Amara efter en tid. “Nu er det din tur.”
Mille krængede soveposen af sig og gik over til barnet, der sov trygt i Kajas arme. Hun trak guldkæden frem fra bukselommen, og den fine, tynde kæde passede perfekt om barnets hals.
I samme øjeblik stod solen op. Skyerne drev bort, og for første gang i lang tid mærkede de solens varme. De tre kvinder og barnet kiggede alle i samme retning. Ingen vidste, hvad smukt, de hver især havde set, ingen vidste, med hvilken glans, de var gået ind i nytårs glæde. Og nu kendte de den vej, de skulle gå.