Hvis du tidligere har besøgt min blog, så ved du, at jeg hver morgen sætter tid af til at læse. Og lige for tiden læser jeg en hel masse om angst, sorg, skam og skyld. Det var da nogle dystre emner, tænker du sikkert – og ja, det er da også noget til den mørke side. Men alle disse følelser er uundgåelige dele af at være menneske, og hvor dystert, det end er, støder jeg også på meget smukt i min læsning.

Som for eksempel det poetiske billede af sorgen som en kærlighed, der er blevet hjemløs. Når den, vi elsker, forsvinder fra vores liv, har vores kærlighed ikke længere nogen genstand. Den har intet sted at bo mere. Den er hjemløs. Du har ganske givet oplevet det i dit liv, for sorgen er et grundvilkår. Du kan ikke gå gennem livet uden at miste noget eller nogen, og når du sørger over det tabte, ved du ikke, hvordan du skal komme videre. Måske farer du oven i købet vild i dit savn og det tomrum, din kære har efterladt.

På samme måde er angst, skam og skyld en del af livet, som vi ikke kan undgå, ene og alene i kraft af vores menneskelighed. Fordi vi er mennesker, tænker vi over tingene, og vi forholder os til os selv og hinanden. Vi føler angst, når vi står overfor friheden og muligheden for at vælge. Vi føler skam, når vi spejler os i den herskende moralske orden. Vi føler os skyldige, når vi gør noget, som vi inderst inde godt ved er forkert.

Er det da så negativt alt sammen? Med al den angst og skam og skyld og sorg føler man jo trang til at give op med et dybt suk, ikke sandt? Men sådan er det ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er bare menneskeligt. Alt for menneskeligt, kan man synes til tider, men ikke desto mindre er det netop det, der gør dig til menneske. Du har frihed, moral og ansvar, og det er vel i grunden slet ikke så galt.

Det er bare heller ikke specielt behageligt, når angst, skam og skyld følger lige i kølvandet. Det har du jo ikke lige akkurat brug for, vel? Livet er i forvejen vanskeligt og forvirrende nok. Men netop her kommer angsten, skammen og skylden os til hjælp. De hjælper os til at navigere, når vi tvivler og farer vild. Angsten viser os, at vi har frihed til at vælge, og skammen hjælper os til at gebærde os i moralsk henseende. Skylden lærer os at tage ansvar for vores handlinger – gode som onde.

Jeg tror bare ikke, at de gør det alene. Angst, skam og skyld har hver især deres trofaste følgesvende, der som modpoler viser os vej. Når friheden gør os bange, har vi modet til at foretage et valg. Skamfølelsen viser os, hvilken person vi ikke vil være, mens stoltheden viser os det ideal, vi gerne vil stræbe efter. Vores forkerte handlinger får os til at føle skyld, og det modsatte af skyldfølelse er ikke uskyld, men den integritet, vi udviser, når vi tager ansvar – ikke kun for det gode, vi gør, men også for de fejl, vi begår.

Det er alt sammen pejlemærker, der hjælper os gennem tilværelsen, og de kommer i par: Angst og mod, skam og stolthed, skyld og integritet. Og så er der sorgen, der rammer os, når kærligheden er blevet hjemløs. Hvilket pejlemærke kan hjælpe dig, når du har mistet den, du elsker? Modsætningen til sorg er ikke sorgløshed. Modsætningen til en genstandsløs kærlighed er heller ikke hverken had eller glemsel eller at ophøje den, du har mistet, til noget uopnåeligt. Når din kærlighed er blevet hjemløs, må du blidt hjælpe den til at finde hjem igen, og jeg tror, at den vejviser, du har brug for, er tilgivelse. Det er ikke nemt, og det kan tage lang tid, for der er meget at tilgive. Alt det, du har mistet, og alt det, der gør ondt. Savnet efter den anden. Det svigt, du føler. Vreden over at være blevet forladt. Fortvivlelsen. Ensomheden. Rodløsheden. Hjemløsheden.

Men med tålmodighed, tid og tilgivelse skal kærligheden nok finde hjem igen. Den kommer til at bo inde i dit hjerte, og du vil aldrig glemme den.