Af og til farer vi vild på livets vej. Det kan ikke undgås, for det er en bugtet og uforudsigelig vej. Sommetider forgrener den sig i det uendelige, og vi ved ikke, hvilket retning, vi skal vælge. Andre gange ender den blindt. Vejen er ujævn, bumpet og fuld af huller, vi snubler og falder, og fra tid til anden hænder det, at vi havner et helt andet sted, end vi havde regnet med. Måske går det endda helt galt, og vi befinder os pludselig på bunden af en dyb grøft med stejle, glatte sider, og der er ingen til at fortælle os, hvordan vi kommer op igen.

Det kan være rigtig svært at rejse sig op og komme videre, når man ligger dernede i bunden af grøften. Hvordan skal du på nogen måde kunne få dig selv til at gå videre, når du ikke ved, hvad vej, du skal gå? Du ved måske godt, hvor du vil hen, men du har tabt bestemmelsesstedet af syne. Eller måske har du nået dit bestemmelsessted, og det viste sig at være noget helt andet, end du havde forestillet dig, da du begyndte din rejse.

Så kan du vel lige så godt læne dig tilbage på bunden af din mudrede grøft og bare give op? Hvorfor ikke bare blive liggende, tænker du måske, når nu du hverken kender din vej eller dit mål? Men nej. Du skal rejse dig op, og du skal videre. Også selvom det er svært. Det skylder du dig selv.

I dag læste jeg et skønt citat af Marcus Aurelius:

Dwell on the beauty of life. Watch the stars, and see yourself running with them.

Lige præcis sådan synes jeg, at man skal tænke, når man ligger der på bunden af sin grøft, kun omgivet af mudder og slim og kvækkende frøer. Når du ligger der, tæt på at give op, så prøv at kigge op. Måske er det blevet nat omkring dig? Så prøv at få øje på stjernerne. Det er dem, du skal følge.

Når vi sådan farer vild på livets vej, når vi snubler og falder over alle de bump, vi støder ind i, og som på én gang føles uoverstigelige og uretfærdige, så gælder det om ikke at give op. Du kan komme videre, og du skal komme videre, for du fortjener bedre end at ligge der og rode rundt i en mørk og mudret grøft. Alle ved, at det ikke er nemt, men hvis du rejser dig og tager blot ét eneste skridt, ja, så er du modigere end de fleste. Du udviser det største mod, når du siger: ‘Ja, jeg er bange, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller hvordan det vil gå. Men jeg gør det alligevel’.

Det vigtigste er nemlig ikke altid, om du kender dit bestemmelsessted og den korteste vej dertil. Det vigtigste er ruten. Jeg tænker altid på det som en GPS, der lynhurtigt beregner en ny rute, når du er kommet til at dreje af for tidligt eller har overset en afkørsel. Det samme sker på livets vej. Når du støder på et bump, en blind vej eller en smal og ufremkommelig sti, så skal du ikke holde op med at gå. Du skal beregne en ny rute.

Måske vil du opdage, at din nye rute er smukkere, sjovere eller mere lærerig. Måske opdager du undervejs et helt nyt bestemmelsessted. Det er ikke så afgørende, hvordan eller hvornår du kommer frem – eller om du i det hele taget når derhen. Det, der virkelig betyder noget, er at du nyder din rejse undervejs. Det kan være en hård kamp at komme ud af din dybe grøft, når vejen op er både stejl og glat, men det er det hele værd, når du fortsætter din rejse med løftet pande. Så kan du være stolt af dig selv og dit mod. Så kan du nyde din rejse gennem livet, uanset hvor den bringer dig hen. Så kan du løbe med stjernerne.