Jeg står altid meget tidligt op om morgenen, mens verden er ganske stille og helt min egen. I disse dage, hvor sommeren er over os, sætter jeg mig udenfor og nyder freden omkring mig. Himlen er blå og havet blikstille. Men selv da kan det jo ske, at freden bliver forstyrret af en lille lyd. En diskret og dog insisterende summen fra telefonen fortæller mig, at nogen har noget på hjerte. Nogen har noget at sige til mig, selv i denne tidlige morgenstund. Det kan være en sms, en facebook-opdatering, et tweet, en mail… jeg ved det ikke endnu og griber telefonen for at kigge efter. Men jeg bliver ikke en smule klogere, for brillerne ligger et helt andet sted, og jeg kan ikke se det mindste af, hvad det er, der står på skærmen. Jeg lægger telefonen fra mig og vender lykkeligt tilbage til morgenens jomfruelige stilhed.

Og da slår det mig: Dette øjeblik er et strålende eksempel på, at selvom livet sommetider byder os imod, så er det næsten altid muligt at vende det negative om og se det som noget positivt. I dette tilfælde: Det er ikke så forfærdelig længe siden, at alderen indhentede mig og tvang mig til at anskaffe et par læsebriller. Og det irriterer mig grænseløst. Det er vanvittigt belastende, at jeg ikke kan se noget uden brillerne – som oven i købet har det med at blive væk for mig hele dagen lang. Hvor mange gange har jeg ikke forbandet både tiden, årene og alderen langt væk, fordi jeg er blevet så fuldkommen hjælpeløs uden mine briller? I supermarkedet kan jeg ikke se forskel på vaskemiddel og skyllemiddel, fordi det står med små, bitte bogstaver på emballagen. Jeg kan ikke læse et menukort på en restaurant og må have nogen til at læse det højt for mig, hvis jeg skulle have glemt brillerne derhjemme. Og så hele den del af mit liv, der består af bøger… ak, ak, ak…

Det kunne hurtigt blive en meget lang klagesang over noget, som alligevel ikke bliver anderledes. Så hvorfor ikke lede efter det positive ved det faktum, at mit syn ikke er, hvad det har været? Som det er tilfældet ved så mange andre tildragelser her i livet, kan jeg vælge at vende modgang til mulighed. Jeg kan acceptere det, der alligevel ikke kan ændres, og se, om ikke jeg kan få noget godt ud af det altsammen.

Vi kender alle sammen til talemåden om, at man skal huske at se bagsiden af medaljen. Når noget er godt, er der sikkert et eller andet skjult, fordækt, negativt… ellers er det for godt til at være sandt, og man skulle jo nødig være så enfoldig, at man bare troede blindt på alt det rosenrøde. Men jeg vil vove at påstå, at det er endnu vigtigere at se på forsiden af medaljen. Kigge efter det positive, selv når noget går os imod – og måske især, når noget går os imod. Det betyder ikke, at man er naiv og ikke kan få øje på bagsiden. Det betyder blot, at man holder sit fokus på medaljens forside – og det gør det så meget nemmere at komme videre.

Så ja, det kan godt være, at det irriterer mig, at alderen har medført læsebriller. Men det har den fordel, at jeg ikke automatisk reagerer på alle notifikationer, tekstbeskeder og emails, der triller ind på telefonen – for jeg kan ikke se dem!  Da jeg altid skal hive brillerne frem, er det altid et bevidst valg, om jeg netop nu vil lade mig forstyrre, eller om verden lige må vente lidt…