Forleden læste jeg om en vindtelefon. Sådan en har jeg aldrig hørt om før, og jeg tror heller ikke, at der findes mere end én eneste i hele verden.

Vindtelefonen står i en have i Otsuchi i Japan. Haven tilhører Itari Sasaki, og han stillede telefonen op i sin have i 2010, da hans fætter døde af kræft. Vindtelefonen er en ganske enkel installation, der består af en gammel telefonboks, og når man løfter røret, hører man intet andet end lyden af bækkens rislen og vindens susen. Itaru Sasaki stillede sin vindtelefon op for at kunne tale med sin afdøde fætter: for når nu de ikke mere kunne tale rigtigt sammen, kunne vinden bringe det, han havde at sige, videre til fætteren i den næste verden.

Året efter blev Japan ramt af en tre-dobbelt katastrofe: Den kraftigste jordskælv, landet endnu havde set, forårsagede en voldsom tsunami, og atomkraftværket i Fukushima blev ramt af eksplosioner og nedsmeltning. Tusindvis af mennesker mistede livet, og endnu flere blev meldt savnet. I tiden, der fulgte, begyndte der at ske noget i Otsuchi: Folk fandt frem til Itaru Sasakis have og hans vindtelefon. De havde brug for at tale med  deres kære, som de havde mistet i tsunamien. Og det var ikke bare nogle få besøgende: Siden tsunamien har mindst 25.000 sørgende mennesker benyttet Itari Sasakis vindtelefon.

Jeg synes, det er en smuk tanke at have sådan en vindtelefon, som man kan bruge, når man ikke kan komme til at tale rigtigt med dem, man holder af. Og hvis du spørger mig, så behøver det ikke nedvendigvis at skyldes noget så voldsomt og ulykkeligt som en tsunami. Sommetider kan det være svært nok at tale med de levende. Selvom det selvfølgelig ikke på nogen måde kan sammenlignes med de personlige tab, der følger i kølvandet på naturkatastrofer, krig eller uhelbredelige sygdomme, så er det stadig en ulykkelig situation.

Det er svært at have noget på hjerte, hvis man ikke har nogen at sige det til.

Og så er det godt at have en vindtelefon. Eller noget andet, du kan fortælle det altsammen til. Du kan fortælle det til et fotografi eller en særlig genstand, der minder dig om den, du gerne vil dele dine inderste tanker med. Du vælger selv din vindtelefon. Det kan endda være noget så simpelt som en sten (der er en grund til, at vi mennesker rejser gravmæler over vore kære, når de går bort).

Du kender det sikkert, det der med, at der er noget, du virkelig gerne vil sige til en eller anden. Du trænger til at lette dit hjerte. Det kan være en undskyldning, et spørgsmål, en kærlighedserklæring eller et forklarende ord. Men der er noget, der bremser dig. Måske er den person, du vil tale til, ikke til stede. Måske er han eller hun endda gået bort. Måske er det simpelthen svært at få ordene over dine læber, netop fordi det er så vigtigt for dig. Måske er du fuld af tvivl – eller frygt for, hvordan dine ord vil blive modtaget.

Så du forholder dig tavs og lader tiden gå, men det usagte forsvinder aldrig.

Du bliver nødt til at lette dit hjerte, og lige meget, hvad du har på sinde, så hjælper det at sige det – om det så kun er i en vindtelefon. Uanset hvad der plager dig, vil det være en lettelse for dig at formulere det og sige det højt. Og hvem ved: Hvis du fortæller det alt sammen til din vindtelefon – eller hvad du nu vælger at bruge – så ender det måske med, at du en dag finder modet til at ringe den person op på en rigtig telefon og fortælle ham eller hende det, der ligger dig allermest på sinde.


PS. Måske har du allerede gættet det: Ja, det er mig på billedet. I en ung, ung udgave, dengang telefonbokse stadig var en helt almindelig del af bybilledet i København.